Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Guds og menneskers sprog

Guds og menneskers sprog


# Nyheds kanalen
Udgivelsesdato Udgivet søndag d. 10. januar 2021, kl. 00:00
Guds og menneskers sprog

EVANGELIETEKST

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: »Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.« Men han sagde til dem: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?« Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem. Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.

PRÆDIKEN

Dagens evangelie handler om sprog. Den handler selvfølgelig også om mange andre ting, men sprog er jo også et vidt begreb. Sprog handler om forståelse, om formidling og om det at kommunikere – og sådan er det jo hver gang vi bevæger os ind i dette kirkens rum, for at høre og reflektere over Guds ord til os. Alt dette beskrives i sprog. Rummet taler sit tydelige sprog, og vi er mange der har savnet dette rums sprog i juledagene – væggene kalket hvide og bænkene rettet mod alteret, et gammelt ord som betyder stedet for forandring.

    Og det med forandring er jo så at sige den ugentlige øvelse vi giver os i kast med. En øvelse i at se verden som forandret gennem korset; det vil sige verden forandret af det møde, der skete mellem Gud og menneske i Jesus Kristus. Men når, man så sidder som i dag på en grå januardag, sådan som januardage nu oftest føles, så kan man nok tænke, hvad i alverden er det der er forandret? Hvilket sprog viser os en forandret verden?

     I hvert fald ikke logikkens sprog. Der er alt som det plejer. Guds møde med verden er ikke et rationelt, fornuftsbaseret nedslag i vores tid, som vi kan datere præcist. Vi kan ikke opstille fysiske eller matematiske formler for Guds natur, eller for opstandelsen, vi kan ikke finde koordinater for Guds rige som en fremmed planet vi kan flyve til i et rumskib. Nej i troens sprog gælder sideløbende som et andet sprog. For vi kan ikke nøjes med fornuften – vi længes også efter et sanseligt sprog. Et sprog, som i den indledende salme, der i stedet for at bygge et rumskib, lader ”hjertet flyve afsted på sin glædes vinger.” Et sprog som mange nok finder gammeldags, umoderne og måske endda opstyltet, men som vi holder i hævd her i kirken, fordi det bringer mere med sig. Et sprog der vil langt mere end beskrive verden, det vil foreskrive den – ja endda underskrive den, forstået på den måde, at det vil fylde verden med troen på underets berettigelse i verden, ikke som den eneste tilgang til verden, men som en prolog, som et forskrift, der rammesætter hele fortællingen om verden og om mennesket, så at vi åbnes for det umuliges mulighed som en mulighed. Det er så at sige et sprog der underskriver verden med Guds signatur, og derved peger hen mod et ophav uden for mennesket – i noget som vi ikke selv har skabt, men som vi er en del af. Nok er her efterhånden utroligt meget som er menneskeskabt, men ikke alt; ikke verden og livet – og så kan vi ellers skabe os så tosset vi vil.

    Hvis vi ser på dagens evangelium, så er der en sjov sproglige pointer mine øjne hæftede sig ved, det er den smukke vending med sit poetiske udtryk, at Maria gemte alle de ord som Jesus havde sagt i sit hjerte. Og det er i grunden et underligt sted at gemme ting, kan man måske indvende. I en stor muskel, hvordan i alverden har hun tænkt sig at gøre det? Var det ikke bedre at gemme det et sted inde i hjernen? Men at gemme det i hjertet betyder noget mere, end bare at huske på det.

    Hjertet er et fremtrædende symbol i verden, og vi kender det nok bedst som et humørikon, eller emoticon, som det hedder nu om dage, der har noget med kærlighed at gøre – og som vi bruger i en tekstbesked eller ved en deling på Facebook, sammen med billeder af ting vi elsker; i alt fra nyforelskelser, til gamle forelsker, børnebørn, børn og kæledyr, mad, landbrugsmaskiner eller jagttrofæer – det er for så vidt underordne - men med hjerte-ikonet viser vi noget som betydning for vores liv – og som præger vores liv. Rundt i vore kirker er der også hjerter – lige her til venstre på alteret i Jegindø, ser vi hvordan mennesket rækker sit hjerte frem mod Gud som tegn på at det er klar til at give sig hen til Gud. Uden hjerte intet liv. Hjertet blev anset for det sted, hvor kærligheden, troen og modet havde hjemsted – så, når Maria gemmer ordene i sit hjerte, så må vi forstå at de ord Jesus sagde til hende den dag i templet i Jerusalem bliver til udgangspunkt for hendes selvforståelse, det er disse ord, som giver hende mod og tro – det er disse ord som former hendes forståelse af kærlighed. Og dermed bliver altså til et sprog, der beskriver hendes selvopfattelse, gudsopfattelse og verdensopfattelse. Så vigtigt et sprog er Marias hjertesprog.

    Sprog er den vigtigste nøgle til at åbne for fremmede kulturer – vi ved det, hvordan verdens sprog adskiller sig i deres billedbrug, hvordan nogle sprog er mere temperamentsfulde eller kan bruge utroligt mange ord på at sige meget lidt – eller hvordan andre sprog med utroligt få ord, kan sige helt utroligt meget, f.eks. jysk. Måske har nogen af os prøvet ved hjælp af en tolk at tale med et andet menneske på et fremmed sprog. I så fald ved man hvor frustrerende det kan være, når man føler, at noget er gået tabt i oversættelsen. Det er derfor budskabet om Guds fødsel på jord er så fantastisk og afgørende for vores tro – for hvad der førhen har været uforståeligt, bliver pludselig gjort forståeligt og konkret i og med Gud bliver menneske, for at vise os hvad han virkelig mener – at Guds sprog er som et hjertesprog, der giver os mod, tro og kærlighed vi kan leve på – et sådan sprog har vi behov for at kunne fastholde i en verden, som på mange måder er ved at gå til i modsatrettede sprog, der bestrider hinanden – da må det være en bøn, at vi hver i sær kan forstå os som tiltalt i Guds sprog – at vi ser om som forbundne i et sprog, der er rettet mod vore hjerter – sådan som man forstod det i gamle dage, men som vi er i fare for miste – talen om mennesket som en enhed af krop af ånd – af fornuft og følelse – og at alle disse sider af mennesket skal spille sammen for at vi kan føle os som hele og frie mennesker, forbundne i kærlighed – sådan tiltales vi i Guds sprog - for at bringe os tro, håb og kærlighed til at leve, elske og give videre her i verden, dag efter dag. Lov og tak og evig ære, være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.