Granit & grafik

Granit & grafik

Granit & grafik

# Nyheds kanalen

Granit & grafik

STEEN ANDERSEN | GRANIT & GRAFIK

Steen Andersen udstiller i Thyholm Kirkecenter
Fernisering søndag 2. februar kl. 11:30

”Hvordan ved du, hvad der er inden i en sten?” bliver Steen Andersen somme tider spurgt. Hvis man er interesseret i svaret, kan det være en god idé at lægge vejen forbi Thyholm Kirkecenter. Hér udstiller Steen Andersen nemlig sine stenhuggede værker i perioden fra februar til juli.

Det er kirkecenterudvalget, som har motiveret Steen Andersen til at montere udstillingen – og eftersom de forrige udstillinger har budt på henholdsvis malerier og fotografier, kan man roligt sige, at man i alsidighedens navn nu bevæger sig ind på et nyt terræn. Udstillingen, som har fået arbejdstitlen Granit & Grafik, er primært centreret om stenkunst – men osse mindre blyantstegninger, som viser kunstnerens interesse for indgående studier i materien.

”Hvem ser egentlig på en vinprop? Eller på en ølkapsel? For de fleste af os er de jo bare nogle små dimser, vi smider væk. Men ved at vende og dreje dem og tegne dem hundrede gange opdager man, hvor spændende et univers og hvor mærkværdig en mangfoldighed, sådan nogle ting osse repræsenterer,” fortæller Steen Andersen. Som vitterlig har gengivet kapsler og kogler og andre ”dimser” i hundredefold. Disse studier vil kunne opleves på udstillingen.

Frank Nedergaard fra kirkecenterudvalget glæder sig over, at kirkecenteret osse kan være med til at slå et slag for kunsten. Han betoner, at enhver er velkommen til at komme ind og se værkerne.

Og hvad var der så inden i stenen? Sten Andersen forklarer: ”Det er heller ikke altid, at jeg på forhånd ved, hvad det skal ende med, når jeg går i gang med en ny sten. Somme tider er det nemlig stenen, der bestemmer. Men det sker da også, at jeg på forhånd har bestemt, hvad det skal ende med. At det så ikke altid går helt efter planen, kan vise sig at være en fordel. Og nogle gange ender det hele bare i skærver!”

Udstillingen åbnes officielt med en fernisering søndag 2. februar – lige efter højmessen i Hvidbjerg Kirke. Her vil udvalget være vært ved et glas, og kunstneren vil fortælle om sine værker.

 Arr.: Kirkecenterudvalget. 

 

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed