KONFIRMATION
KONFIRMATIONSDATOER I DE KOMMENDE ÅR
(Rev. 24. sept. 2024)
KONFIRMATIONSDATOER 2025
Jegindø Kirke: Søndag 4. maj kl. 11:00
Hvidbjerg Kirke: Lørdag 3. maj kl. 10:30 (bemærk rettelse! Det er kl. 10:30, og ikke kl. 11:00 som tidligere udmeldt)
Lyngs Kirke: Søndag 4. maj kl. 9:30
Odby Kirke: Lørdag 3. maj kl. 9:30
KONFIRMATIONSDATOER 2026
Jegindø Kirke: Søndag 3. maj kl. 11:00
Hvidbjerg Kirke: Lørdag 2. maj kl. 9:30 (A-klassen)
Hvidbjerg Kirke: Lørdag 2. maj kl. 11:00 (B-klassen)
Lyngs Kirke: Søndag 3. maj kl. 9:30
Søndbjerg Kirke: Lørdag 2. maj kl. 9:30
I 2026 har vi valgt at dele Hvidbjerg-konfirmanderne i to hold, så vi får et mindre hold til selve konfirmationen, samtidig med at der bliver bedre plads til familierne i kirken.
BAGGRUND FOR KONFIRMATIONEN
Da du blev døbt, sagde dine forældre ja på dine vegne. Ved konfirmationen er det din egen tur til at sige ja til den kristne tro. Ved konfirmationen bekræfter Gud det løfte, han gav, da du blev døbt. Nemlig løftet om altid at være der for dig. Også når du nu går fra at være barn til at være ung, for konfirmationen er det kirkelige ritual, der markerer overgangen fra barndom og ungdom.
Mange konfirmander er i tvivl, om de nu tror rigtigt eller nok til at blive konfirmeret. Men man kan ikke sætte tro på formler, så det handler ikke om at tro nok. Tro handler også om tvivl. Og så er det så heldigt, at det ikke kun er dig, der skal sige ja ved konfirmationen. Det er nemlig først og fremmest Gud, der bekræfter at være med dig. Så man kan sige, at du ved konfirmationen ikke siger noget om, hvor meget eller lidt, du tror. Men du siger ja til at blive velsignet og til at Gud er en del af dit liv. Du skal dog være døbt for at kunne blive konfirmeret, så hvis du ikke allerede er døbt, skal du døbes, før du kan blive konfirmeret.
Konfirmationsforberedelse
Konfirmationsforberedelse på Thyholm foregår torsdage kl. 12:30 - 14:00 i Hvidbjerg Kirke og Thyholm Kirkecenter, som ligger lige overfor kirken.
At gå til præst er lidt som at gå til fodbold, FDF eller ungdomsklub. Vi mødes en gang om ugen, hvor du lærer en masse forskellige ting. I konfirmandundervisningen lærer du om Gud og Jesus. Vi snakker om livets store spørgsmål og alt det, der virkelig betyder noget. Om kærlighed. Om venner. Men også om hvad der sker, når man dør. Og om at være ked af det. Vi læser, ser film, laver rollespil og skal på konfirmandweekend, hvor vi skal på jagt efter kristendommen.
Ud over konfirmationsforberedelsen skal du deltage i mindst 10 gudstjenester op til din konfirmation. Blandt andet i den konfirmandgudstjeneste, du skal være med til at lave sammen med de andre på dit hold.
Sådan foregår selve konfirmationen
Ved konfirmationen går præster og konfirmander ind i kirken sammen. Som konfirmand får du din helt egen plads – nemlig på en stol ud for den stolerække, hvor din familie sidder. Konfirmationen begynder som en almindelig gudstjeneste med indgangsbøn, salme og læsning fra Bibelen. Så holder præsten en prædiken, der samtidig er en tale til jer konfirmander. Og I siger trosbekendelsen sammen.
Selve ritualet foregår oppe ved alteret, hvor I konfirmander knæler på skift. Præsten siger hver enkelt konfirmands navn, og du bekræfter, at du gerne vil konfirmeres i den kristne tro og bliver velsignet. Bagefter siger præsten et bibelvers – dit helt eget konfirmationsord, som du kan tage med videre ud i livet. Når alle er blevet konfirmeret, slutter I af med at sige fadervor sammen. Resten af gudstjenesten sidder du nede på din plads, og alle konfirmander forlader kirken i procession sammen med præsten før resten af menigheden.